ISS

KANTINEN
ISS løser flere opgaver på Oksbøl Kaserne. De driver kantinen, hvor et stærkt team er i stand til at bespise flere hundrede soldater hver dag. Ud over den daglige mad, så leverer ISS også mad til særlige begivenheder f.eks. konferencer, jubilæer og fødselsdage. Forplejning til øvelser i terrænet forberedes også i kantinen hos ISS. Da HM Dronningen besøgte Oksbøl Kaserne i februar 2019 var det ISS, der stod for menuen. Majestæten satte pris på maden, som tog sit udgangspunkt i lokale råvarer fra området.

Teamet i kantinen er sammensat af folk med forskellige kompetencer. Der er kokke, ernæringsassistenter og smørrebrødsjomfruer. Kantinen ledes af køkkenchef Jesper Kroghave Temmesen, som er udlært på Hotel Dagmar i Ribe.

KASERNEN OG TERRÆNET
ISS står også for vedligeholdelsen af kasernen og terrænet. Med en kaserne på 75 ha og et terræn på 6.500 ha, så er det en stor opgave. 18 mand har sin daglige gang på i Oksbøl og de løfter altså vedligeholdelsen af den store bygningsmasse, passer de grønne område og tager sig også af terrænet. Det er også ISS, der har brandberedskabet, passer radaren hos SKYOKS og står for rengøring. 10 rengøringsassistenter sørger for, at der er rent på de mange kvadratmeter.

Søren Peter Krag Hansen er daglig leder, men da Søren også har ansvaret for Varde og Nymindegab, så foregår kontakten ofte til souschef Jan Dinesen. Jan har i øvrigt en baggrund som kampvognskommandør ved 1/III JDR.