HISTORIE

På denne side samler vi historien fra 1929, hvor Lejren ved Oxbøl blev etableret, og frem til dags dato. Det bliver en proces, der kommer til at tage tid, så vi forventer først en komplet side i foråret 2020. Vi starter i 1929, hvor vi har fundet denne personlige beretning fra sparekassedirektør M. Sloth Hansen.

ETABLERINGEN
Alle kender Robert Storm Petersens berømte ord om, at “det er svært at spå – især om fremtiden”; men at der var nogen, der havde forudset Oksbøllejrens etablering, fortæller fhv. sparekassedirektør M. Sloth Hansen, Oksbøl, om i det følgende:

”Indtil omkring 1920 lå der ca. 100 m syd for Ryttergården i Gedbjerg en lille beboelsesejendom samt resterne af en gammel smedje, der oprindelig havde ligget ved Fåresøen. I huset boede en gammel kone, der hed Ann Kjerstin, og hun var en aften på besøg i mit barndomshjem, en gård der var beliggende ca. 400 m øst for den senere Sydlejrs teltplads. Da hun skulle hjem og blev fulgt ud, udbrød hun pludseligt: “Hvad er det dog for en masse mennesker, der kører og rider ovre på marken?” Det var der ikke andre end hende, der kunne se, men da det hestetrukne artilleri i 1929 holdt sit indtog, blev der talt meget om, hvad Ann Kjerstin havde sagt og “set”.

”Etableringen af Sydlejren kom som et chok for egnens befolkning. Indtil begyndelsen af 1900 havde tiden næsten stået stille, hvad det landbrugsmæssige angik. Det var gårdene med høslæt, man regnede med, roerne var først i deres spæde begyndelse. Men hvor der kunne holdes en halv snes køer, var der alligevel både karl og pige – det var en dårlig gård, der ikke kunne føde en doven mand”, som man sagde dengang.

”Udover købet af den gamle Stampemølle, blev der i første omgang kun opkøbt mindre landbrugsarealer og hedearealer til skydeterrænet. Prisen var ca. 600 kr. for landbrugsjord og ca. 20 kr. td. land for heden.

”De første soldater ankom i høstens tid, mens vi var ved at køre rug ind. En korpulent jovial officiant med chauffør kom og meddelte min mor, der sad oppe i lugen, at hun skulle have to soldater i fuld forplejning. Min mor, der var en kraftig kone, spurgte, om de kunne spise samme slags mad som os, hvortil officianten svarede: “Ja, hvis de får lige så god mad som dig og mig, behøver de ikke få det bedre”. Så var de på talefod”

”Økonomisk fik lejren snart stor betydning for mange. Håndværkere, handlende, hvoraf nogle var arbejdsløse, der havde levet på sultegrænse, fik godt arbejde, endog resterne fra kostforplejningen kom flere til gode. (I dag må de end ikke anvendes til svineføde).

Personligt mærkede jeg det som bestyrelsesmedlem af gymnastikforeningen; kassen var tom, og der var ikke noget der hed kommunalt tilskud. Soldaterne kom som frelsende engle og købte balbilletter til glæde for kassereren og pigerne. Begrebet “bænkevarmere” forsvandt, men for vi unge karle, gjaldt det om at finde en grimasse, der kunne passe”.

Overofficiant Rasmussen, der var en af de første, der blev ansat i lejren, boede i den gamle Stampemølle. Han var en militærmand af den gamle skole, bøs men retfærdig, og sammen med sin elskelige kone skabte han de første kontakter med lejrens naboer og blev optaget i “lavet”.

Siden har mange andre af lejrens personel udbygget det gode forhold, taget del i sognets kulturelle og økonomiske liv og kommet med helt nye impulser … Men det er en hel anden historie.